Motorcykler mod Sclerose: En tur for en god sag
I forbindelse med den årlige indsamling til Scleroseforeningen, der fandt sted den 8. september 2024, arrangerede Tobias Pedersen endnu en gang den populære ‘Motorcykler mod Sclerose’ tur. Formålet var at støtte Scleroseindsamlingen, og i år var ingen undtagelse.
Hvor går de indsamlede penge hen?
De indsamlede midler går til to vigtige formål:
- Forskning i sclerose: Med fokus på at øge vores viden om sygdommens årsager og udvikle nye behandlingsformer.
- Patientstøtte: Hjælp til danske sclerosepatienter og deres familier, for at lette de daglige udfordringer, som sygdommen medfører.
På landsplan blev der indsamlet 6,5 millioner kroner, en stigning på 400.000 kroner sammenlignet med sidste år. ‘Motorcykler mod Sclerose’ bidrog med hele 38.243 kroner – et imponerende resultat!
Baggrunden for ‘Motorcykler mod Sclerose’
Tobias Pedersens engagement i sagen er personligt. For omkring fire år siden blev hans hustru, Ulla Pedersen, diagnosticeret med sclerose. Siden da har både Tobias og Ulla været ildsjæle i arbejdet med at øge kendskabet til den invaliderende og uhelbredelige sygdom. Selvom sclerose ikke kan helbredes, kan den i mange tilfælde holdes i ro med den rette behandling. Forskning er afgørende for at forbedre livskvaliteten for patienter, og med fortsat støtte kan fremtidens behandlingsmuligheder kun blive bedre.
Det første ‘Motorcykler mod Sclerose’-arrangement fandt sted i 2022 med 30 motorcykler og en indsamling på 13.000 kroner. Året efter var antallet af motorcykler vokset til 130, og beløbet steg til 23.000 kroner. I år nåede deltagerantallet op på omkring 155 motorcykler, og indsamlingen nåede de flotte 38.243 kroner.
Der er ingen tvivl om, at ‘Motorcykler mod Sclerose’ er kommet for at blive, og til næste år forventes endnu større tilslutning.
Fællestur og hygge
Arrangementet startede på Mosede Fort, hvor deltagerne mødtes klokken 9 til at “sparke dæk” og hilse på hinanden, inden fællesturen skulle begynde klokken 10. Omkring 155 motorcykler var mødt op, og stemningen var høj.
Tobias samlede deltagerne kort før afgang for at gennemgå kørselsregler og praktiske informationer. På slaget 10 rullede hele flokken afsted fra Mosede Fort. Ruten gik ad naturskønne veje, og efter en times tid blev der holdt pause på en parkeringsplads i området mellem Klippede og Mulstrup på Ringsted-egnen.
Efter en halv times pause, hvor der blev taget fællesfoto og snakket biker-hyggeting, sadlede alle op igen og fortsatte mod den endelige destination: Tune.
Ankomst til Tune
Endnu en gang blev deltagerne forkælet med smukke, små landeveje, der var som taget ud af en Morten Korch-film. Da vi endelig ankom til villakvarteret i Tune, hvor Tobias og Ulla bor, stod naboerne klar og vinkede til det imponerende syn af over 150 motorcykler, der indtog kvarteret.
Ulla havde været flittig og bagt hele 400 stk. kager, som sammen med kolde drikkevarer blev serveret til de tørstige bikere – en kærkommen forfriskning, især på en dag med 27 grader og strålende solskin.
Efter en times tid med råhygge begyndte folk stille og roligt at finde hjemad. Der hersker ingen tvivl om, at alle deltagerne havde haft en fantastisk dag i godt selskab – uanset motorcykelmærke, klubtilhørsforhold eller andre forskelle. Fællesskabet omkring motorcykler og ønsket om at gøre en forskel var i fokus, og det blev endnu en god oplevelse for alle der deltog.
Hvis du vil være indsamler eller støtte Scleroseforeningen, så benyt dette link Scleroseindsamlingen | Scleroseforeningen
(Det er tilladt, at downloade billeder fra artiklen til personlig brug, så længe man ikke fjerner vandmærket. Det vil naturligvis også være værdsat, hvis man henviser til, hvor man har billedet fra (Grizzly Nation) på sine opslag på de sociale medier).