Super Rally i de smukkeste omgivelser
Årets Super Rally var sat til, at være i Pasohlávky i det sydlige Tjekkiet ca. 950 km fra andedammen. Vi havde planlagt en morgenfærge fra Gedser kl. 0700, så vi kunne ramme en overnatning i Oybin på grænsen mellem Tyskland og Tjekkiet ca. 621 km. fra downtown Greve. Mange timer efter afgang og i rimeligt vejr ramte vi vores hotel Hochwaldbaude (N50.82329, E14.72626).
Et helt igennem fantastisk stop på toppen af et “minibjerg” 752 m. oppe med en fantastisk udsigt og en “kun” tysktalende vært med gæstfrit hjerte. Det pudsige ved Hochwaldbaude er, at grunden ligger lige på grænsen, så man kan stå med et ben i hvert land og nyde solnedgangen.
Vi var tidligt oppe dag 2 for, at køre de sidste ca. 350 km til Pasohlávky og det forløb helt uden problemer ad store landeveje i til tider meget smukke omgivelser. Vel ankommet til træfpladsen, så blev vi indlogeret i vores hytte ca. 600 m fra selve træffet. Det kan noget, at ligge i telt, men den kan absolut også noget, at ligge i hytte.
Om lørdagen tog jeg Mama Grizzly med på tur ad små veje til Østrig i fantastisk vejr, hvor det blev til 200 km. i de smukkeste landlige omgivelser med små stop hist og her.
Selve træffet var ekstremt godt planlagt med masser af madboder, god musik og selvfølgelig drikkevarer i alle afskygninger i velasorterede barer. Der var masser af underholdning og en af højdepunkterne var, da lodtrækningen af en Harley Davidson Softail Standard blev trukket ud, så var det en meget glad ung mand på 28 år fra Holland der kunne kalde sig vinder. Han var i øvrigt afsted på træf med sin mor.
Det hele blev rundede af med et kæmpe fyrværkeri ud over hele pladsen som fik selv denne hårdeste biker til, at gå i Disney nostalgi tilstand.
Hjemturen havde et stop ved Hell’s Mine, hvor motorcykelklubben pekelnedoly.cz (N50.72686, E14.64646) har hjemsted. Det er absolut et besøg værd, hvor man kan køre ind og parkere i minen.
Efter lidt mad og hygge så gik turen videre til Hotel Da Gianni i Oranienburg i Tyskland (N52.74848, E13.17245). Super hyggelige “italianske” omgivelser der både kunne levere autentisk pizza og god vin. Igen blev det små 620 km., hvor vi holdt os uden for det værste uvejr der bulrede i horisonten.
Sidste etape på 350 km. skulle vise sig, at blive en kæmpe udfordring, da jeg (GrizzlyMike) fik hold i ryggen, så jeg dårligt kunne stå op. (Note to myself: Hold altid oppakningen ind til kroppen når den skal løftes, og IKKE i strakte arme).
Men vi klarede den og 2. Pinsedag kunne vi trille ind på matriklen i Greve med 2.348 km på klokken og mange oplevelser rigere.